Da Amal Amiin flytter fra Aarhus til Holstebro, mærker hun, at hendes hudfarve får en betydning. I skolen bliver hun kaldt neger og hører dyrelyde på gangene. Det afspejler den tendens, man ser i samfundet, siger eksperter.

Af Andreas Rahbek

Det er den 10. august 2020. Varmen ligger som en tung dyne på asfalten, og Amal Amiin har travlt, da hun træder ud ad døren i Holstebro, til trods for at skoletasken og tøjet lå klar dagen før. De hurtige skridt ændrer ikke på de nerver, der har hobet sig op til en tyngende fornemmelse i kroppen. Hun ser den store kasseformede bygning, der reflekterer den solrige himmel på glasvæggene.

”Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tage det, da jeg gik ind. Jeg er blevet ekskluderet og kaldt en masse grimme ting af dem fra min forrige skole, så jeg tænkte: ‘Åh nej, det kommer til at være det samme,’” siger 19-årige Amal Amiin.

Det er første skoledag på Holstebro Gymnasium. Programmet er pakket med navneleg, rundvisning og smalltalk. Blandt dyngen af de nye elever står Amal Amiin, der overtænker, hvordan man introducerer sig selv, hvad man skal snakke om, men også, hvordan man undgår at skille sig for meget ud fra mængden. For det følte hun, at hun gjorde i folkeskolen alene på grund af sin hudfarve.

”Jeg gad ikke rigtigt at give det en chance at lade andre lære mig at kende, fordi jeg har haft så dårlige oplevelser førhen,” siger hun fra sin søsters toværelseslejlighed, hvor de ofte har siddet i den mørkeblå veloursofa og snakket om, hvorfor andre kalder dem negere og forventer, at de er kommet til landet.

Ikke bare i skolen

Episoderne fra ottende og niende klasse har sat sine spor i Amal Amiin, og hun er langtfra den eneste, der har oplevet racisme i hverdagen.

“Racisme er et udbredt samfundsproblem. Det er især et hverdagsfænomen, som mange etniske minoriteter kan genkende, og som de oplever i mange møder med mennesker,” siger Rasmus Brygger, der er leder for etnicitetsholdet hos Institut for Menneskerettigheder. Og undersøgelser viser, at niveauet for racisme er højt, men nogenlunde stabilt, fortæller han.

Ahrong Yang er forsker hos Aalborg Universitet og fokuserer på racialisering af børn og unge. Hun mener, at racismen i folkeskolen er et udtryk for den tendens, man ser i samfundet.

”Børn og unge oplever både den her meget direkte racisme med at blive kaldt racistiske ord, hvor intentionerne ikke er til at tage fejl af. Og så er der en anden form for racisme, vi i forskningen arbejder med, som er en mere strukturel form for racisme, som kommer til udtryk på en implicit måde,” siger Ahrong Yang. 

Hvor er hjemme?

Amal Amiin er født i Holstebro. Kort efter flyttede hun til Aarhus, hvor hun følte sig som de fleste af sine klassekammerater. For når klokken ringede ud, og når skoletasken lettede sig fra ryggen, fandt hun fjernbetjeningen frem og satte Den Store Bagedyst eller X Factor på. 

Men i 2018 flyttede hun tilbage til Holstebro, hvor de andre i folkeskolen konfronterede hende med hendes hudfarve. Første uge i skolen trådte hun ind i et lokale, hvor der sad en flok drenge. Og hvor ordene fløj gennem rummet: ”Smut hjem med dig.”

Amal Amiin var i chok. For hvor var hjemme? Hendes mor flygtede fra Somalia, men der har hun aldrig selv været. Hele hendes liv har været i Danmark, men på grund af hendes hudfarve måtte hun igen forholde sig til, at hendes mor er fra Somalia, og at det var noget, der adskilte hende fra de nye elever.

”Det får mig til at blive vred. Men jeg føler også bare, at jeg er min hudfarve,” siger hun.

Da hun kom hjem, fortalte hun det til sin lillesøster. Det var ikke noget, de oplevede i Aarhus. Det var startskuddet til en hård periode i Amal Amiins liv, for i ottende og niende klasse havde hun en masse følelser og vrede, som hun ikke vidste, hvordan hun skulle handle på. Dyrelyde og ordet neger var noget, hun oplevede i skolen sammen med andre, der havde en anden hudfarve end majoriteten, og som hurtigt fandt sammen for at behandle ”fællestraumet,” som Amal Amiin kalder det.

Når hun skulle fylde sin vandflaske op, var det på en lang, smal gang uden for klasselokalet, hvor der sad en gruppe drenge halvt skjult af jakker og tasker. Og når hun nærmede sig vasken, var det med hurtige skridt. For hun havde hovedet væk fra drengegruppen og kun idéer om, hvad der skete bag hendes ryg.

Identitetskrise

Kort efter, at Amal Amiin var startet i skole, tippede det hele over. Klasselokalets gardiner var trukket for, og hun sad alene i lokalet med sin lærer. Tårerne trængte sig på, og hun måtte fortælle, hvad hun havde lagt øre til den seneste tid.

”Jeg begyndte selv at tvivle på, om det overhovedet var sket. Men det var det selvfølgelig. Man har hele tiden undertrykt alt det, der skete. Og man har bare ignoreret det hele.”

Lærerne tog fat i ledelsen, der besluttede sig for at sætte et møde op. Hvor Amal Amiin skulle sidde med alle dem, der havde gjort hendes ture på gangen til en kamp.

”Jeg tænkte bare nej, så dukker jeg ikke op den dag. Det kan jeg ikke. Jeg valgte bare at lade være med at komme, for jeg var virkelig bange. Jeg kunne bare mærke, at mit hjerte bankede, og jeg fik nærmest angst for det,” siger hun.

Og selvom lærerne fortalte det til drengene, var det noget, der fortsatte efter sommerferien i niende klasse. De blev ved med at få Amal Amiin til at føle, at hun ikke var dansk, selvom hun er født og opvokset i landet.

”Det er jo en del af ens identitet, man begynder at tvivle på. Man begynder at tænke på, om de her mennesker har ret, og om man overhovedet er dansk. Man går gennem en mindre identitetskrise.”

Farveblindhed for hudfarve

Racisme kommer både til udtryk bevidst og ubevidst, men begge dele skaber en oplevelse af, at man er anderledes, siger Laila Lagermann, der er selvstændig forsker i pædagogisk psykologi, og som har skrevet bogen ”Farvede forventninger.”

”Enkeltstående episoder bidrager samlet til en oplevelse af at være andenrangs i det her land. Det er i hvert fald det, min og andres forskning får øje på. Man skal forklare sig selv i forskellige sammenhænge,” siger hun.

Men det er ofte ikke kun andre elevers racistiske ord, der skaber en følelse af at være anderledes. Lærernes forventninger er lavere til minoritetsdanskere, siger Laila Lagermann, og de skal for eksempel forklare, hvor de rigtigt kommer fra, selvom de er født og opvokset i Danmark. Som Amal Amiin oplevede det, da en lærer fortalte hende, at det var vildt, at hun kunne ordet kompetencer. Og da hun skulle fortælle om den somaliske kultur, selvom hun aldrig har sat fod i landet.

”Det kan få en til at opleve sig som anderledes og ekskluderet. Så er jeg anderledes end de andre. Så er jeg pludselig ham, der skal forklare om eid. Og eid kan jo fejres på tusind forskellige måder. Ligesom jul kan det. Så skal jeg pludselig stå på mål for alle muslimer,” siger Laila Lagermann.

En af måderne, man kan gøre noget ved det, er ved at erkende, at hudfarve gør en forskel, siger hun.

”Vi kan ikke bare farveblindt lade som om, det ikke findes og ikke har en betydning i de her børns liv.”

”Det handler om at forstå, at mennesker er forskellige, og det er muslimske børn også. Det er palæstinensiske børn også. Så det er noget med at vide, at det gør en forskel, men uden at gøre det til en ting. Så skal man gøre det til en ting for alle klassens børn at vide, hvordan man fejrer højtider hos dem hver især.”

Ahrong Yang fortæller, at man på samme måde er nødt til at indse, at racisme er et problem i Danmark, og at der også er strukturel racisme i landet. Og det er ikke kun et problem i folkeskolerne.

”Hvis vi begynder at anerkende, at racisme er et problem, og at der er nogle mennesker, der oplever at blive forskelsbehandlet og diskrimineret på baggrund af deres race eller andet fysisk udseende som for eksempel tørklæde eller andre religiøse påklædninger og symboler, så er det der, vi vil have mulighed for at starte med at arbejde antiracistisk og starte med at arbejde for et ligeværd mellem alle,” siger hun.

Klokken ringer ud

Amal Amiin har i dag taget en pause fra eksamenslæsningen for at fortælle om de to år i folkeskolen, hvor hun følte sig uden for fællesskabet. I køkkenet sidder hendes lillesøster og storesøster, som hun deler alt med, og som sammen har hjulpet hinanden gennem deres oplevelser med racisme. Nu hjælper de hende med den kommende eksamen i oldtidskundskab, der tager hende et skridt tættere på den rød-hvide studenterhue.

De tre år i gymnasiet har været uden de smerter, hun forventede ville komme, da hun stod foran de store døre med et hamrende hjerte i 2020.

”Jeg begyndte at indse, at man ikke kan generalisere alle. Jeg kan heller ikke lide, når folk generaliserer mig, og når de har fordomme om mig. Så skal jeg heller ikke have fordomme om andre. Så jeg lagde dem bag mig, og så blev det meget nemmere at snakke med folk,” siger hun, mens hun sidder under en plakat med ordene: ”Sometimes you win, sometimes you learn.”

Men klokken ringer stadig ud, hvor hun ikke kan glemme, at hun har en anden hudfarve end majoriteten i Danmark, ligesom hun ikke kunne i folkeskolen. Den krængende vej uden for søsterens toværelseslejlighed leder mod en hovedvej, som Amal Amiin tit tager, når hun skal på besøg. Som hun har gjort i dag for at få hjælp til eksaminerne. Og som hun gjorde sidste år, da en forbipasserende rullede bilens vindue ned for at slynge ordet neger efter hende.